Om SletDet Rådgivningen

Vores arbejde

SletDet Rådgivningen er en  fortrolig  rådgivningstjeneste hos Red Barnet, hvor du kan få hjælp, hvis du har oplevet noget ubehageligt på nettet.  

Vi hjælper børn og unge under 18 år og forældre, pårørende eller fagpersoner med at håndtere digitale krænkelser. Vi kan give dig rådgivning i, hvordan du kan håndtere din situation og fx hjælpe med at kontakte sociale medier for at få indhold anmeldt. 

SletDet Rådgivningen er forankret i Red Barnets nationale indsats. Teamet består af eksperter, som blandt andet arbejder med at drifte og udvikle indsatser, som forebygger samt beskytter børn og unge mod digitale krænkelser. 

Du kan både  chatteringe  eller skrive  til  os.

På denne side kan du læse mere om, hvad SletDet Rådgivningen kan hjælpe med, om du kan være anonym,  hvem rådgiverne er samt finde vores værdier.

Hvad kan SletDet Rådgivningen hjælpe med?​

Du kan kontakte rådgiverne fra  SletDet Rådgivningen, hvis du har oplevet noget ubehageligt på nettet. Det kan være, du oplever, at grænseoverskridende eller krænkende informationer, billeder eller videoer deles uden dit samtykke – altså uden, at du har givet lov. Det kan også handle om andre ubehagelige oplevelser, såsom mobning, hacking eller stalking.  

Vi kan fortælle dig helt konkret hvilke rettigheder du har, og hvad du kan gøre for at begrænse skaden. Vi kan hjælpe dig med at få slettet hadesider, grupper og kopier af billeder og videoer, og i nogle tilfælde kan vi også kontakte de sociale medier for dig eller gode voksne  i dit netværk – men kun, hvis du selv ønsker det.  

Få rådgivning og gode råd til, hvordan du kan hjælpe dit barn, hvis de oplever digital mobning og krænkelser på nettet. Du kan også få råd til,  hvordan du kan åbne dialogen med dit barn om oplevelser  på nettet og sociale medier, så du kan blive klogere på,  hvad de laver,  og hvem de er i kontakt med.

På vores sider til forældre og fagpersoner, kan du finde gode råd til at håndtere det, hvis dit barn oplever en krænkelse online og læse mere om vores arbejde.

Red Barnet har også et site til forældre, hvor du kan gode råd til, hvordan du taler med dit barn om deres online liv og trivsel.

Du kan få rådgivning tilhvordan du kan håndtere sager med mobning på nettet og digitale krænkelser,  som du er vidne til.  Du kan også få råd til, hvordan du kan åbne dialogen omkring digitale krænkelser med de børn, som du er i kontakt med gennem dit arbejde. Du kan også læse mere på vores sider til forældre og fagpersoner

Kan jeg være anonym?

Vi tilbyder professionel rådgivning 

Vi behandler din henvendelse fortroligt, og vores rådgivere har tavshedspligt. 

Hvis du skriver til os, spørger vi fx om din e-mail for at kunne svare dig direkte. Vi indsamler også data om alder og køn fra de personer, som kontakter os. På den måde kan vi danne os et billede af, hvilke aldersgrupper, der er udsat for ubehagelige oplevelser online. 

Hvis du bliver udsat for vold eller omsorgssvigt, så siger loven, at vi skal fortælle det til kommunen eller politiet om din situation, så de kan sørge for, at der bliver passet på dig. 

Det er dig, der bestemmer, hvad vi skal snakke om – og det er dit perspektiv og din historie, der er i fokus.    Vi synes, at det er modigt, at du kontakter os.

SletDet Rådgivningen er akkrediteret af RådgivningsDanmark. Akkreditering er et kvalitets-stempel, der sikrer, at vi lever op til branchens fælles standarder for rådgivning.  

Rådgiverne på SletDet er alle specialiserede inden for ungdom, sociale medier og digitale krænkelser. Derfor er vi rigtig gode til at hjælpe dig med din digitale problematik.

Alle rådgivere er rolige og lytter til din historie – og vi dømmer ikke. Alle, der kontakter rådgivningen mødes med seriøsitet, varme og anerkendelse.

Akkrediteret af RådgivningsDamnmark 2023 - 2026

Hvad er SletDet Rådgivningens værdier?​

Vi stræber efter høj faglighed.

Vi har en professionel tilgang i vores rådgivningsarbejde og vi besidder de nødvendige kompetencer, det kræver for at hjælpe  de børn og unge, der kontakter os. Vi  har fokus på konstant faglig udvikling og kvalitet i arbejdet.

Vi arbejder ud fra det enkelte barns perspektiv og behov.

Barnet er aktør i eget liv, og  besidder en unik viden, som  vi  kun kan  tilnærme os. Vi arbejder derfor med aktiv lytning og anerkendelse. Ved at inddrage barnets eget perspektiv, skabes en mulighed for hjælp til selvhjælp. Vi anerkender de problemstillinger, som børn og unge henvender sig om.

Børns rettigheder skal respekteres. 

Når børn og unge  kender deres rettigheder, har de bedre forudsætninger for at sætte egne grænser, respektere andres grænser og søge hjælp. Derfor er det at oplyse både børn og voksne om børn og unges rettigheder en grundlæggende del af arbejdet på SletDet Rådgivningen. 

Vi støtter børnene i deres egen indsats for at få deres rettigheder opfyldt og i at udbrede kendskabet til rettighederne til andre børn og voksne.

Vi tager ansvar for børn og unge, der søger rådgivning hos os.

Vi tager de unge i hånden, når de kontakter rådgivningen og hjælper dem med at slette og anmelde materiale på de sociale medier.

Vi tager også ansvar ved  aktivt at benytte os af vores underretningspligt,  når dette er relevant. Vi lægger vægt på åbenhed,  ligeværdighed  og seriøsitet i samtalen.

Vi respekterer den enkelte bruger.

Vi behandler alle henvendelser til vores rådgivning med en ordentlighed, lige meget hvad der henvendes omkring. Vi tager alle problemstillinger alvorligt og arbejder ud fra at det skal være en god oplevelse at søge hjælp og rådgivning hos os. Vi stræber efter at alle der kontakter vores rådgivninger føler sig taget seriøst.

Hvem er rådgiverne?

Teamet bag SletDet Rådgivningen besidder en generel viden om digitale krænkelser blandt børn og unge, konsekvenserne heraf samt relevant lovgivning. Derudover har rådgiverne en indgående viden om forældre og fagpersoners særlige behov og udfordringer ifm. digitale krænkelser blandt børn og unge. 

Rådgiverne er uddannede som socialrådgivere, psykologer, antropologer, skolelærere, sociologer og teknoantropologer.

Rådgiverne har faglig viden om grundlæggende psykologi – med fokus på psykiske konsekvenser, symptomer på (digitale) overgreb, en grundlæggende børnefaglig viden samt viden om udviklingspsykologi med henblik på pubertet og seksualitet.

SletDet Rådgivningen er officiel 'pålidelig indberetter'

Red Barnet er udpeget som officiel pålidelig indberetter. Det betyder, at SletDet kan hjælpe dig med at anmelde ulovligt indhold til sociale medier. Når SletDet anmelder ulovligt indhold, skal de sociale medier ifølge EU-lovgivning reagere hurtigt og tage anmeldelsen alvorligt. 
Du kan kontakte SletDet Rådgivningen, hvis du har brug for hjælp til at anmelde en profil eller indhold, der ikke er okay. Vi vil gerne hjælpe med at lave en anmeldelse, og vi kan også svare på spørgsmål, hvis du vil vide mere om, hvad det betyder for dig, når vi laver en anmeldelse til sociale medier.

TalMedOs rådgivning om bekymrende seksuelle tanker og handlinger

Red Barnet driver også den anonyme rådgivningstjeneste TalMedOs. Her kan børn og unge kan få hjælp med  bekymrende seksuelle tanker eller handlinger få hjælp. Vi hjælper også forældre, pårørende eller fagpersoner, der har en bekymring for et barn eller en ung.

Læs mere om TalMedOs

Ris, ros og klager

 SletDet Rådgivningen ledes af en rådgivningschef, der blandt andet varetager klager. Har du ris, ros eller kommentarer til rådgivningen, så hører vi gerne fra dig.

Hvad  er  SletDets værdier?

Jeg bliver mobbet med en gammel video Hvordan anmelder jeg en snap? Hvad gør man ved en falsk profil? Hvordan siger jeg det til mine forældre? Hvad er groomin g? Hvordan sletter jeg min TikTok profil?t Må jeg godt dele et nude?? Jeg bliver truet med at få delt mine billeder Kan jeg anmelde trusler til politiet? Jeg er bange for mine billeder bliver delt Hvad gør jeg hvis jeg er blevet hacket? Hvad er aldersgrænsen? Jeg har glemt min kode til Instagram

Hvad kan vi hjælpe dig med?

Skriv det, du vil have hjælp til eller vide mere om.